NYE FORPAGTERE TIL HOTEL CRONE
Ny puster liv i Hotel Crone: Dansk mad på menuen
Bag ruderne suser Hotel Crones nye forpagter, Marianne Andersen, og hendes hold rundt for at nå i mål med deres lange liste af gøremål. Alt skal nemlig spille, inden de holder åbningsreception søndag 17. marts – og dagen efter åbner for almindelige gæster.
Og når gæsterne åbner menukortet, kan de forvente at støde på gode, solide danske retter, som vor mormor lavede dem.
“Det bliver dansk mad med alt, hvad der hører til af traditioner. Velsmagende mormormad, der er lavet fra bunden med masser af kærlighed. Derfor kommer vi også til at fejre mors dag mere end juleaften”
Marianne Andersen er konen med forklædet. Kvinden med drømmen om at føre Hotel Crones mangeårige historie videre. Marianne og hendes team ser frem til at byde dig velkommen på Hotel Crone på havnen i Grenå.
Det giver livet ny mening, når man sidder på Hotel Crone på Grenå Havn, nyder et stjerneskud eller et par mellemmadder – og en iskold fadøl foran sig … Sådan er det i dag, men sådan har det ikke altid været. Heller ikke i 1950erne, hvor der ganske vist var restauration i de samme lokaler, men hvor man måtte “nøjes” med en kop kaffe eller en sodavand til. Stedet var nemlig tørlagt.
Navnet var Hotel Ankerstjernen. På bygningsfacaden var Ankerstjernen fremhævet med fed skrift. Og med mindre skrift og på begge sider læstes ordet Afholdshotel.